Vævepigerne
i Fredensborg Kommune

Tilbage til forsiden

 Hvem er vi?    Det arbejder vi med   Galleri     Afholdte aktiviteter     Vedtægterne    Gode link   Markedspladsen  
 
                                                                                                                                           sidst revideret 12-01-2020

Jubilæumsfestlighederne 20.-21. og 22.maj 2005

i anledning af, at Vævepigerne nu har eksisteret i 25 år.

Der var virkelig "tryk på" alle dagene. Vævepiger, supportere (det er mændene) og gæster hyggede sig, men blev alligevel trukket med rundt til en række spændende arrangementer.

Grit modtog vore Norske gæster ved Oslobåden fredag formiddag, og da Niels Erik var sendt nordpå med bagagen, kunne jenterne opleve lidt af København. Det blev herunder både til havne - og kanalrundfart, besøg i Georg Jensens sølvmuseum og et smut indenom  hos Søstrene Grene, vandrede i H.C. Andersens fodspor, samt ind imellem en frokost i Telegrafcaféen højt over byens tage.

Så gik turen nordpå, og da de alle ankom til Bjerrehus, blev de modtaget af en stor flok vævepiger og supportere, som gerne ville byde velkommen og deltage i den fælles aftenspisning. Alle tog forholdsvis tidligt hjem, da der ventede et stort program lørdag. Gæsterne fra Nittedal Husflidslag blev indlogeret privat.

           

Lørdagen startede i øsende regn, men heldigvis skulle vi først besøge gobelinværkstedet på Kronborg, hvor Hanne Fuchs er i færd med at restaurere i alt 5 store gobeliner, som skal ophænges i riddersalen på Kronborg.
Hanne fortalte meget levende om arbejdet, og vi fik et spændende indblik i det enorme og møjsommelige arbejde der ligger i en sådan restaurering. Det kræver en engleblid tålmodighed og en meget stor akkuratesse.

Det regnede stadig, men programmet var lagt, så næste punkt hed "frokost i det grønne." Det lød ikke tørt.
Efter at have kørt en lille omvej (den nærmeste) var vi pludselig fremme ved Knurrehus, hvor Liselotte og Niels havde forbarmet sig, og dækket festligt op indendørs. Vore sandwichs var smukt arrangeret på fade, der var isterninger i glassene, og paraplyerne kunne lines op i stalden, så alt var klar til en herlig frokost, og alle åndede lettet op.

             

Efter frokost kunne vi kikke lidt på Liselottes spændende garner, garvede fåreskind og andre produkter, og lidt handel blev det vist også til; nu stilnede regnen også lidt af!

Enkelte mumlede lidt om at aflyse næste punkt, men nej - den strenge forquinde fremturede fortfarende - vi skulle se Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave! Vi ved ikke rigtigt om hun har en hotline til vejrguderne, men regnen holdt op, og det var da lige før solen kikkede igennem inden vi nåede de få kilometer derhen.

Det blev også en spændende oplevelse at gå rundt og studere disse fantastiske figurer der jo viser en række egnsdragter, især fra Vestnorge, men også bl.a. fra Færøerne. Det er bestemt et besøg værd, og så er det gratis.

Så gik turen til Nordsjællands Legetøjsmuseum i Kvistgård, som mange så for første gang.
Det er et nostalgisk tilbageblik til barndommens dukkehuse og modeljernbaner og tusindvis af andet spændende legetøj, men det er jo også i disse måneder rammen om Vævepigernes jubi - udstilling.

 

Der var så meget at kikke på, at vi næsten glemte at nyde kaffen og de hjemmebagte kager ude i det strålende solskin.

Så var der dækket op til fest i caféen på Legetøjsmuseet, og der var en række smukke, festlige og sjove indslag som satte ekstra krydderi til maden. Kirsti sang a cappella en indledende sang før maden, og gjorde det bragende godt.
Senere kunne hun også divetere med en kædedans, der fik alle op af stolene. Der var også en række festlige taler, her iblandt forquindens festtale og en tale for jubilaren, fra kulturelt udvalgs formand Ulla Hardy Hansen

     

Søndag nåede vi lige et alt for kort besøg i Andersen-Art galleri i Espergærde, der er lækkert indrettet i en af de rigtigt store strandvejsvillaer, direkte ud til Øresund.

     

Vores hastværk skyldtes, at de norske gæster skulle nå toget kl. 12:46, og forinden gerne skulle have lidt frokost at stå imod med på den lange rejse. Vi nåede det hele og alle ser nu hen til et gensyn på et eller andet tidspunkt.

Alt blev styret med fast, men rolig hånd af forquinden, efter den nøje fastlagte plan der kun blev forstyrret af, at enkelte ikke havde forstået betydningen af en tilmeldingsfrist, så planen måtte ændres flere gange i ugerne op til jubi-dagene.
Berettet af en supporter                                                                  tilbage til aktuelt nyt